Det dramatiske højdepunkt indtræffer, da den engelske guvernør Charles Lawrence, 5. september 1753, sammenkalder alle franske i området. Han kræver, at de aflægger ed til den engelske trone. Hvis de nægter, betyder det deportation. Hvis de siger ja, nægter han at acceptere det, da det ifølge engelsk lov var forbudt at aflægge ed, når de tidligere havde nægtet. Som han sagde: "I begge tilfælde skal jeg deportere dem". Han fik sendt skibe op fra Boston (nuværende U.S.A.) som skulle bruges til deportationen. Alle familier blev splittet op og sendt til forskellige destinationer. Nogle blev solgt som slaver i Boston og andre steder på den amerikanske østkyst. Andre blev sendt til Caribien, og atter andre blev sendt tilbage til Frankrig.

Cajunfolket begyndte at lede efter deres pårørende, men de vidste ikke hvortil de var deporteret. I ca. 10 år levede de uden fælles hjemsted, men fra 1764 begyndte de første Cajuns at bosætte sig i staten Louisiana, der var en gammel fransk koloni. Den var lige blevet solgt til spanierne, men de blev vel modtaget. De fik lov at bosætte sig ude i deltaet ved floden Mississippi og dens bifloder. De havde nu fundet sig et hjemland og cajuns strømmede til fra alle steder. Her kunne de skabe den kultur og den musik vi nu kender som Cajun og Zydeco. Ordet cajun stammer iøvrigt fra navnet Arcadia.

Musikken er bl. a. inspireret af franske, skotske, tyske, indianske og afrikanske musiktraditioner.

I denne smeltedigel af påvirkninger er fremkommet en glad og livsbekræftende musik der egner sig fortrinligt til dans og som appellerer til alle aldre.

(Frit efter bogen "Cajun" (Lyren 1993))